Bøger om Japan
Når man rejser til et land så ukendt for os som Japan, er det ikke nok at tjekke rejseforsikringen og arrangere overnatning. Det blev nødvendigt for os at læse om landet og dets folk og skikke. Vi købte et par Lonely Planet-bøger, men det mest spændende læsestof kom fra vores bibliotek der anbefalede og hjemtog bøger og sågar bestilte engelsksprogede tidsskriftsartikler til os og sendte dem med posten. Vi er ikke super fakta-orienterede. En lillebitte håndbog om Japan med oplysninger om økonomi, historie og politik kom med på rejsen, men det var især de mindre akademiske titler der gav os mest.
De litterære (Kristian Ditlev Jensens Røde kager & grøn te, Shuntaro Tanikawas digte)
At Japan er et mere æstetisk land skal nemlig snarere forstås kvantitativt. For sagen er at alt i Japan er æstetisk. På en helt anden måde end i Vesten oplever man igen og igen i Japan denne evindelige fokus på det æstetiske. Ikke kun som det skønne eller det smukke eller det raffinerede. Men bare som tom og ren form. For det æstetiske er jo formelt set en optagethed af formen frem for indholdet. Det er måden, altså, at hun skænker den te på. Det er faconen, altså, som der er på den kage, han stiller foran dig. Det er ikke det, at han bukker, det er, at han gør det så nøjagtigt, så rettidigt, så vinkelret, så… ja, så formelt. At han gør det med så meget fokus på den rene form. At han bukker så bukkeagtigt.
Fra Kristian Ditlev Jensen: Røde kager & grøn te. Japanske meditationer. Gyldendal 2002
Man kan ikke sige de er røde, ikke en farve, men æbler. Man kan ikke sige de er runde, ikke en form, men æbler. Man kan ikke sige de er sure, heller ikke en smag, men æbler. Man kan ikke sige de er dyre, ikke en pris, men æbler. Man kan ikke sige de er smukke, ikke en skønhed, men æbler. Man kan ikke klassificere dem. De er ikke en frugt, men æbler. [...]
Fra digtet Besat af æbler i samlingen af Shuntaro Tanikawas digte Besat af æbler og andre digte. Udvalgt og oversat af Susanne Jorn. Borgens Verdenslyrik fra det 20. århundrede. Borgens Forlag 2000.
I bogen Undskyld på japansk søger journalisten Asger Røjle Christensen at formidle japansk kultur og dens historiske baggrund. Han forklarer begreberne tatemae og honne der er grundlæggende for japansk kultur. Tatemae vil sige at indrette sig efter de generelle principper i samfundet og svarer til det der for en dansker kaldes for facaden, det som man ser udadtil. Honne er, siger Røjle Christensen, en persons indre motivation og kan siges at svare til virkeligheden eller den ‘sande’ version af vores liv. Men:
… på japansk findes altså ikke den værdidom, at honne skulle være mere virkeligt end tatemae. Begge dele eksisterer og er virkelige.
Ja, tatemae er i daglig praksis på mange måder langt mere virkeligt, så længe honne forbliver en fuldkommen privat affære.
Uddrag fra Undskyld på Japansk af Asger Røjle Christensen
De kulinariske indfaldsvinkler var også dejlige (Eating in Japan og Rahbek & Scheftelowitz’ Japansk Mad på dansk som vi havde i forvejen). De små, meget japanske introduktioner til japansk liv og kultur kan købes i Japan, og formodentligt også på nettet. Vi lånte os til A Look into Japan af en bekendt i Danmark og købte Eating i Japan i Narita lufthavn. Deres enkle tegninger og korte forklaringer er en gave for gaijin, altså uforstående vesterlændinge. Her forklares en ryokan i A Look into Japan:
Dejlige butikker og spisesteder i Sønderho – og et par i Nordby
Vesterhavsbrus, klitter, lynghede og sælbanker er Fanøs store tiltrækningskraft. Men derfor kan man jo godt både shoppe, spise og få kulturelle oplevelser. Her er dem vi elsker mest:
Kant, et superfedt galleri og designbutik, denne sommer med en fantastisk udstilling af fotografen Trine Søndergaard, der har fotograferet kvinder klædt i strude, den traditionelle hovedbeklædning der hører til Fanø-folkedragten.
Silken, en lillebitte butik med landets yndigste (og laveste) døråbning hvor Jane Heinemann sælger smukke kimonoer og tørklæder syet i japansk silke.
Uldsnedkeren hvor Lis Brink Jensen sælger vidunderligt strikkegarn fra sine egne får, håndstrikkede trøjer, filtfutter og vanter, lækre fåreskind og ikke mindst lammekød af egen avl.
Sønderho Kro. Lykkeligheden selv bor i de lavloftede stuer i Sønderho Kro, i hvert fald når man sidder med sin elskede og spiser vidunderlig gourmetmad med Fanø-twist. I år blandt andet braiseret Fanø-lam og en skøn fiskeret ledsaget af kveller, eller salturt. Næsten hvert år lykkes det for os at komme afsted uden børn. Mormor har passet et par gange, men i år havde vi gode venner på besøg, så vi bookede bord to aftener i træk og skiftedes til at putte og våge over den samlede børneflok. Og så skal man sætte tid af til lade vinmenuen fordampe på en gåtur i mørkningen langs diget med udsigt ud over Vadehavet og duft af saltvand og blomstrende hyben.
Café Nanas Stue er en dejlig restaurant med borde indenfor og udendørs under øens smukkeste trækrone. Her kan man bestille Fanølam, Fanølaks eller bakskuld (saltet og dernæst røget ising) – eller bare en latte mens man kigger på det myldrende liv omkring…
Sønderho IsCafé ved siden af Fajancen, hvor man får kolossalt store vaffelis. Denne sommer blev det afgjort at Lions-isen og Skildpadde-isen var de bedste. Jeg holder nu på solbærsorbet og vanille, men voksnes ispræferencer er naturligvis uden særlig betydning.
Loppemarkeder. I sommerperioden er der to skønne loppemarkeder om ugen på Fanø. På hovedgaden i Nordby om lørdagen og på p-pladsen over for Sønderho Kirke om søndagen. Hvis man har lyst, kan man få stadeplads i Sønderho, men loppemarkedet i Nordby er kun for fastboende sælgere.
En 20′er og lidt handelstalent rækker langt hvis man er seks år og vil shoppe legetøj, især i Sønderho – I Nordby kan de handlende godt være lidt mere opsatte på at trække penge ud af turisterne. Rundt omkring i Sønderho finder man også en del mini-loppemarkeder hvor husejere sælger skrammel fra loftet med cigaræske-betaling. Det er superhyggeligt.
Sommerens loppefund
Har man ikke fået søde sager nok, skal man søge til Hans & Grethes Creperie også kendt som Pandekageheksen på hovedgaden i Nordby og bestille fra det menukort der har set få ændringer de sidste fem-ti år – men hvorfor også ændre på noget der er så godt? Den enkle version med Nutella er fabelagtig, men klassikeren vanilleis og chokoladesauce er heller ikke dum. For de ældre: Æblekompot med kanel. Og for de eksotiske: Karamel og ananas. For de sunde: Madpandekager af boghvede (de er fantastiske!). Vær ikke kræsen og husk kontanter: Heksen laver KUN det der står på kortet, og tager KUN imod kontanter. Til gengæld går det hurtigt, selv om der næsten altid er kø.
En nutella-pandekage i Heksehaven er topmålet af sommerforkælelse
I dragebutikken, også på hovedgaden i Nordby (I finder den!), kan man købe de fede drager og en masse andet legetøj til store og små. Og lige over for, i Salt, er der skam designertøj til både børn og voksne.
Og så er der aftensmaden, når man nu desværre ikke kan spise på kroen hver aften.
Køb kødet hos Slagter Christiansen. Det er ikke helt (men næsten!) lige så dyrt som på kroen. Men alle pengene værd. De marinerede og forkogte gode ben der bare skal varmes i ovnen, er skønne. Og så er der løgpølsen og rullepølsen med persille til frokostbordet. Chokolade fra Summerbird kan man også få, og vin og god kaffe. Til sidst er kortet rødglødende – men middagen bliver af de store, det er garanteret.
Fiskemanden kommer næsten hver dag foran Brugsen i både Sønderho og Nordby. Tjek opslaget foran butikkerne. Er man heldig, har han krabbekløer, men det kan i det hele taget ikke gå galt.
De fleste grønsager køber vi hos Steens Grønttorv på Landevejen i Sønderho, lige over for smeden og en spytklat fra posthuset (og pengeautomaten). Det er ikke specielt billigt (men det er der ikke ret meget der er i Sønderho), især ikke når det er økologisk. Men Steen er rar og lattermild og har de lækreste hjemmedyrkede krydderurter og – ikke mindst – Fanø-kartofler (du spiser aldrig andre kartofler igen!), Fanø-honning og øko-sodavand på køl.
Fanø, oh Fanø
Hybenroseblade blev most med vand til børneparfume, krabber krattede rundt i kulørte plastikspande og falske tatoveringer fik lov at sidde så længe at de efterlod hvide aftryk på solbrun børnehud.
I år blev det til hele tre uger på vores elskede Fanø. Vi holder til i Sønderho der må være Danmarks mest hemmelige idyl. Der er kun cirka 300 huse i den lille by på Fanøs sydligste spids på kanten af Vadehavet med udsigt til Ribe Domkirke mod øst og med den bredeste strand mod vest. Langt de fleste af husene er fredede Fanøhuse med stråtag og solstik over vinduerne – et traditionelt mønster i sort, hvid og grøn. Der er totalt hyggeligt og småt, et mikrounivers med kirke, kro, forsamlingshus og det gamle fattighus ude i Kåverne kun lige i læ af klitterne.
Piger i Sønderhodragt sælger lodsedler i ugen op til Sønderhodag. Her er det Johanne.
Små stier går på kryds og tværs i Sønderho. Nogle har navne, med gadeskilt og det hele. Nogen er hemmelige - man skal vide lige præcis at går man ned langs det der stakit, så....
Sønderho er et paradis for unger. Gaderne er krogede og mange efterhånden for smalle til moderne biler. En labyrint af hundredeår-gamle stier snor sig mellem de lave huse og langs hvidmalede stakitter og hække af bukketorn. Perfekt til tryg udforskning på egen hånd, skattejagt og gemmeleg.
I år var det første år hvor Marius kunne gå alene op i byen. Han er seks år. Da jeg var barn og holdt ferie i Sønderho, blev jeg sendt til bageren efter morgenbrød, og det største privilegium var at jeg selv fik lov til at vælge mit rundstykke. Det nægtede Marius. Men han ville gerne op og købe snolder for den tier han fik i lommepenge hver tredje dag. Ja, bevares.
Og så er der stranden. 10 kilometer lang og noget der føles som en kilometer bred. Her forstår man hvorfor tyskerne altid sætter læsejl op. Ved lavvande er der snildt en 500 meter ud til vandet når navlen. De mange revler som kommer frem ved lavvande giver små indsøer hvor vandet hurtigt bliver lunt i solen. Vi havde 30 grader og havblik flere dage, og Lilli, der nu er en kravlebaby på 10 måneder, havde sin Vesterhavsdebut iklædt et tykt lag af solcreme, grøn solhat og bar røv. Og en klassisk barn nr. to: Sikke en masse sand hun fik spist uden at vi gik i panik og ringede til vagtlægen.
Der er koldt når det blæser – og det gør det tit – og man skal have styr på sin tidevandstabel (fås på turistkontoret i Nordby), selv om højvandet kommer så langsomt ind at man nok skal nå at opdage det. I blæsevejr kører vi i bil derud, hopper i bølgerne og løber os varme, sætter måske en drage op og forsøger at få så lidt af det kridhvide silkesand som muligt ind i bilen. Den bedste ting vi har til Marius herude, er hans våddragt. Med den på kan han plaske længe i bølgerne før han er så blå at vi skruer bissen på og insisterer på at badningen er slut for i dag.
Og så hjem og fede den på madrasser i haven før aftensmaden og den traditionsbundne aftengåtur med destination vaffelis…
Vi voksne fik læst avis og strikket (noget mindre end sædvanligt, sådan er det med en kravlebaby, men så næste sommer da…), frembragte perfekte sommerretter som ovnkylling med rabarberkompot og nye kartofler efterfulgt af jordbær med fløde og drak gin & øko-ginger ale i haven mens flagermusene fløj i tusmørket, og børnene snorkede på madrasserne i det lille værelse på loftet.
Sommermad i haven
Aften ved diget i Sønderh
Vi er så heldige at have familieandel i et hus i det indre Sønderho. Men mindre kan sagtens gøre det. Sønderho har to campingpladser, begge med hytter, og der er masser af udlejningssommerhuse. Det burde ikke kunne gå galt. Hvis man vil gi den gas, kan man bo på Sønderho Kro. Men det skal nok være den der weekend hvor børnene er hos farmor og farfar…
Demo: Marius viser hvordan en onigiri pakkes ud
Trekantede rispakker svøbt i tang med lækkert fyld koster mellem 105 og 180 yen i Japan og kan købes i alle kiosker og convenience stores. De er pakket ind på en rasende smart måde, med cellofan mellem tang og ris, så tangen ikke bliver fugtig. Marius demonstrerer her hvordan man pakker dem ud i et snuptag så ris og tang mødes smukt og gelinde uden fumleri og snask på fingrene.
Farvel for nu, Japan
Vi sidder på værelse 865 på Holiday Inn i Tokyos Narita lufthavn. I morgen flyver vi hjem til København. Og vi er så mætte af indtryk som vi aldrig har været før. Vi har været seks dage i brølende Tokyo, fire dage i onsen-himmel i Shibu Onsen og på Hanafubuki i Izukogen. Tre dage i cool Kyoto og her til sidst to dage i Takayama i “de japanske alper”.
Hvad var det bedste?
Marius’ Japan-top 5
- Kaninbadet i Hanafubuki
- Japansk Power Rangers legetøj
- At ose i japanske legetøjsbutikker og spille i Pachinko-haller
- At spise sobanudler
- At kigge i kikkerterne i Kyoto Tower (og spotte en Maccedons…)
Vores Japan-top 5
- At blive blød i krop og sjæl i onsen
- Japansk mad: Bentobokse, kaiseki, sobanudler, pickles, sashimi, Hida-oksekød og alle de mærkelige ting vi stadig ikke ved hvad var, men som smagte sært, vildt, vidunderligt
- Vandreturen langs Izukogens klippekyst anført af ”I am the master of the hotel”
- Tokyos Tsukiji fiskemarked
- At se Japan fra vinduet i Shinkansen-toget
Og så er der alt det andet og uventede. Japan er ét stort sansebombardement:
Og det skøre, det sjove, det varme, det vilde:
Nu skal vi hjem og fordøje det hele. Så skriver vi igen.
Japan Rail Pass
I morgen forlader vi Kyoto (der kommer ét selvstændigt indlæg, mindst!) og hopper på Hikari 470 mod Takayama med skift i Nagoya. Siden vi forlod Tokyo har vi rejst på vores Japan Rail Pass der giver fri adgang til alle JR-toge i hele landet. Der er en del lokale toglinjer som man skal købe tillægsbillet eller selvstændig billet til, men i store træk er togrejsen betalt hjemmefra. Det skal den også være: Et JR Pass SKAL købes før man kommer til Japan. I Danmark kan det kun købes hos Nettravel. Vores, der gælder til 14 dage, har kostet kr. 2.950 per voksen. Vi har også købt til Marius for kr. 1.480, selv om han endnu ikke er seks år. Vi ville være sikre på at der var sæde til ham så vi ikke skulle sidde hver med et barn på skødet. Men det havde ikke været nødvendigt. Selv da vi rejste fra Tokyo midt i den travleste sæson, Golden Week, var der frie sæder til ham. Nuvel. Som I kan se, er der rigeligt med plads foran sædet i Shinkansen. Det er det vi vesterlændinge forstår som benplads. Nænej. Det skyldes at japanerne rejser med diminutive rullekufferter som dermed kan stå inde ved sædet. Os med to 100-liters børger og en klapvogn kan brede os, for selv om togpersonalet bliver perplekse når de ser vores kufferter (de bevarer dog altid det værdige, høflige ansigtsudtryk), er der ikke andet at gøre end at lade baggagebjerget stå ude i mellemgangen eller foran ledige sæder.
Togfetichisme
Japanske tog er megacool, uanset om de er superlyn eller lokale panoramatog.
Før vi tog afsted glædede vi os allermest til at køre med verdens hurtigste toge, Shinkansen. Men at rejse med tog i Japan er langt mere end at se landet suse forbi mens togstammen læner sig ind i kurven med 300 km/t. Højdepunkterne efter vores mening:
Orden i sagerne
Ikke et støvfnug. Ingen beskidte skoaftryk. Intet skrald. Japanske tog og stationer er renere og mere ordentlige end danske operationsstuer. Der dufter tilmed dejligt, af og til svagt af citrus eller rengøringsmiddel-syren, ofte af ren luft. Aldrig aldrig aldrig af maskinos, tis eller skraldespand. Men de gør sig sandelig også umage. Her kommer rengøringsteamet ud fra Asama 523 d. 4. maj 2010:
Så er toget opryddet, støvsuget, afvasket. Og der er respektfuldt bukket for de ventende passagerer der står fint i kø. Der er højst gået ti minutter fra toget ankom til Tokyo Station, og passagererne myldrede ud. Bemærk kirsebærblomsterne på kasketterne.
Ikke uden min Bento
Aldrig så snart er togdørene suget i, før ritualet begynder. Samtlige rejsende går i gang med at line de medbragte bentobokse op, klar til frokost. Hænderne tørres af i den lille vådserviet der følger med, og spisepindene knækkes fra hinanden. Og så spiser man, sirligt og ordentligt ved det lille klapbord. Et ældre ægtepar rækker nigiri-rullerne til hinanden med pindene. De har kendt hinanden længe nok til at vide præcis hvilken byttehandel der gør begge glade: Min laks for din blæksprutte. Når måltidet er forbi, pakkes boksene omhyggeligt sammen, pinde og andet skrald indeni, og stables i den lille raslende plasticpose de blev medbragt i. Posen tager man med sig når man forlader toget. I Japan sørger man for at bortskaffe sit eget skrald, og det indebærer ofte at man tager det hele vejen med sig hjem. Der er forsvindende få skraldespande i det offentlige rum, og slet ingen på togstationerne (hvilket forklarer den fraværende skraldelugt).
Jeg behøver vel ikke at sige at vi her taler om et frokostritual som vi var omtrent 3-4 minutter om at tage til os? En bentoboks koster fra 680 yen til 1050 yen. Det svarer til omtrent 40-60 kroner. Den billigste ris/tang-dims er en trekant sushiris indsvøbt i tang med lækkert fyld. De fås fra 105 yen, altså godt 6 kroner. Tre af dem, så er frokosten klaret med baby på armen. Der findes ikke en kiosk uden bento, og ikke en perron uden mindst et og oftest flere bentoudsalg. Har man glemt at købe på perronen, er togstewardessen naturligvis leveringsdygtig. Hun sælger selvfølgelig også både varm og kold grøn the, gaver hvis man har glemt dem (en japaner kommer ALDRIG uden en gave!), og – hold nu fast – fadøl. Og fin kaffe. DSB, er I med på linjen?
Hygge, hvil og snak
Det bedste ved at køre i tog gælder vel over hele verden. Der er tid til at kigge ud af vinduet, tage billeder, lytte til MGP, spise lidt chokolade, få sig en morfar og sludre med de andre passagerer. Det er perfekt når man rejser med børn.
Magiske varme kilder
Vi har onsen på hjernen. Onsen er bade med vand fra de varme kilder der springer op af jorden over hele Japan. [Udtales ånsen, med tryk på første stavelse]. Onsen er elsket af alle japanere. Og onsen er, med ét ord, vidunderligt. Siden vi forlod Tokyo har vi besøgt to onsen-destinationer, helt forskellige, helt fantastiske.
Shibu Onsen
I tirsdags ankom vi til Shibu Onsen i Yudanaka, cirka tre timers rejse fra Tokyo med Shinkansen og lokaltog. Shibu Onsen er en lille samling gader med traditionelle japanske hoteller, ryokan. Her sover man på futoner, går på tatamimåtter og spiser misosuppe og ris til morgenmad. Og – ikke mindst – man besøger nogle eller alle af de otte onsen-bade med hver deres lægende effekt. Det skoldhede kildevand i et bad giver smuk hud og klare øjne, virker i et andet mod podagra, og så er der vores klare favorit, bad nr. 8: “Cures all illness”. I de små gader hvor røde og hvide papirslygter hænger uden for små, listige restauranter og varmen fra kilderne siver op gennem riste i asfalten, går onsen-gæsterne rundt fra det ene bad til det andet klædt i yukata, enkle bomuldskimonoer.
Ryokan Tamakyu, som vi boede på, er som de fleste i byen og mange rundt om i Japan et ryokan onsen, altså et hotel med egne onsen-bade, et til de mandlige og et til de kvindelige gæster. Onsen er nemlig fællesbade, og badetøj er bandlyst. Her bader man nøgen. Og på ryokan onsen er badeværelset onsen-badet, med mindre det skal være rigtig dyrt. Det vil altså sige at morgenbrusebadet erstattes af et onsen-bad, som regel i selskab med andre hotelgæster af samme køn.
Onsen-how-to
Så her er rutinen. Man ankommer til sit værelse på ryokan. De væmmelige, beskidte udendørssko tages af i indgangen (rullekuffertens hjul blev omhyggeligt tørret af med en fugtig klud inden den blev båret op på værelset), og på strømpefødder ledes man op til værelset hvis gulv er dækket af tatamimåtter. Her får man grøn the og en fin kage, serveret på knæ ved et lavt bord. Når theen er drukket, skifter man til yukata. Der er naturligvis også en i børnestørrelse. Nu kan man gå i onsen. Og det er det, det hele handler om, det er derfor man er der: At boble og grunder over livet nedsænket i så varmt vand som man kan holde ud, så længe og så mange gange om dagen som muligt.
Nu grunder man så ikke vældig meget over livet mens man har to børn med i onsen. Men nuvel. I har fanget idéen.
Onsen-etikette er altafgørende:
- Nøgenhed. Intet badetøj. Ingen smykker. Punktum. Yukataen og undertøj tages af og lægges i en kurv i det lille omklædningsrum.
- Renlighed. Man skrubber sig ren fra top til tå inden man går ned i onsen-badet. Det gør man siddende på en skammel ved en lav bruser (start med at vaske skamlen grundigt!) med sæbe og udleveret vaskeklud. Tag gerne varmt vand fra badet i det lille kar. Til sidst skylles gulvet rent for sæbe og ækelt menneskesnavs.
- Adstadighed. Gå roligt ned i badet og hav respekt for dem der benytter sig af lejligheden til at grunde over livet eller bare tænke på ingenting. Hvis vandet er for varmt (og det er det, som regel omkring 45 grader), køler man det med vand fra den kolde hane.
Hvasså baby, er du til onsen?
Den første aften gik først jeg, så Fredrik i Tamakyus onsen. Vi priste os lykkelige for Massa og Yukis forklaring om farver i Japan: Rød er for kvinder og sort eller blå for mænd. Det var nemlig ret svært at læse skiltene foran badene… Den første lille storetå ned i badet var som at stikke foden ned i glødende lava. Av. Det hjalp at skovle vand op fra badet med det lille kar og skylle sig med det. Akklimatisere sig, lissom. Det er også det japanerne gør, så man behøver ikke at føle sig som en latterlig begynder af den grund. Og så ned, først på det lille trin og så sænke hele kroppen i vandet. Og så blev der boblet (og trods alt grundet en smule over livet, eftersom klokken var halv elleve, og børnene sov). Den nat sov vi den sødeste søvn i de blødeste futoner, og nu ved vi endelig hvordan man kurerer jetlag.
Dagen efter tog vi på udflugt for at se de lokale snow monkeys der bader i (jo!) de naturlige onsen oppe i bjergene. Da vi kom hjem, havde vores betænksomme værter lukket et af badene af til os og fyldt tilstrækkelig koldt vand i til at vi kunne tage børnene med. Kæmpesucces. Lilli sad på kanten og pludrede og plaskede i vandet der flød over. Og Marius, der piver når bruseren går en halv grad over 36 grader derhjemme, var så fast besluttet på ikke at gå glip af noget, at han hoppede i det varme vand i løbet af få minutter og dårligt var til at få op igen. Superkæphøj. Vi vidste godt at japanerne tager deres børn med i onsen, selv om de måske ikke er så skøre at slæbe en baby med. Men hvor var det stort at vores børn kunne nyde det så meget som os.
Himlen findes i Hanafubuki
Og så på toget igen. Tilbage til Tokyo Station kun for at skifte tog med retning mod syd til Ito, der er et ferieområde ved en klippefyldt Stillehavskyst et par timer syd for Tokyo. I den lille by Izukogen ligger Hanafubuki, et eksklusivt ryokan onsen med syv bade, alle private. Her havde vi booket to nætter i himlen. Hanafubuki er som en tropisk regnskov. Værelser og onsen-bade ligger i små huse langs smalle stier omkranset og dækket af grønt løv overalt. Vi sad på træverandaen og så egern og fugle og lyttede til regnen på bladene.
Lad det være sagt med det samme: Hanafubuki er egentlig ikke et sted for børn. Det ligger i stedets fortælling om sig selv at det handler om at, tja, grunde over livet og meningen med det. Uden at plaske for meget rundt.
Den slags lader vi os ikke skræmme af. Og på forunderlig vis faldt der ro over hele familien, både store og små, efter bare et par timer i Hanafubuki. Det er onsen-effekten. Når man får tøjet af og yukataen på og bliver blød og varm i badet, ja, så bliver der bare kravlet mindre på væggene og skældt mindre ud. Sådan er det.
Selv to aftener med 10-retters kaiseki, japansk haute cuisine (jeps, I får et helt indlæg om mad snart, det kommer, det kommer…) forløb i ro og hygge, fnis og sludren.
Og vi nåede også en fantastisk vandretur langs kysten.
Vores guide var en totalt underspillet ældre mand i fornuftige sko og vævet vest der dårligt mælede et ord undervejs bortset fra da han plukkede et blad af et træ, knuste det mellem hænderne for at vise os at duften fra Hanafubukis essentielle olier stammer herfra. Og så sluttede turen med at sige kort og godt “I am the master of this hotel.” Så bukkede han kort og gik sin vej. Og ganske rigtigt (vi tjekkede). Han har grundlagt Hanafubuki. Der var ikke meget vestlig skryden over det.
Onsen er alt det. Folkelige fællesbade og luksus-spa. Bløde, varme kroppe. Vandnydelse og plask trods alt. Forbundethed med japansk natur. Vi er aldeles fortryllede.
Tokyo mindstorm
Første udkig fra vores hotelværelse
Aftenlys
Mylder
Meiji-jingu
Marius smager på bonito-flager
Vi har været i Tokyo i fem dage og tusind år, sådan føles det. Vi er helt blæste. Af jetlag, menneskemylder og støj. Overalt høres annonceringer fra højtalere, heavypop fra storskærme, blingblongbimmelim fra Pachinko-spillehaller, og det evige gozaimasen fra ekspedienter, tjenere og kassedamer. En høflighedsfrase der fx hæftes på et “tak” og gør det til “tusind tak”: arigato gozaimas.
Vi har spist sushi, tempura, tonkatsu, sobanudler, og Happy Meals. Drukket grøn te, shochu, sake, Asahi-øl og masser af flaskevand. For selv om regnen strømmede ned fra en grå himmel da vi landede i Narita lufthavn i onsdags, har solen skinnet varmt siden da. Her er 25 grader varmt, men køligt om aftenen.
Vi har været på Tsukiji, verdens største fiskemarked. Set trafikken standse når tusindvis af mennesker myldrer på tværs af krydset ved Shibuya Station. Vi har set japansk bryllup på Meiji-jingu, Tokyos vigtigste shinto-tempel. Vi har købt plastik-ninjasværd og kaninøre-hårbøjler i 100-yen-butikken Daiso. Spist overdådigt siddende på knæ på tatami-måtter sammen med Fredriks arbejdsforbindelse Massa og og hans kæreste Yuki.
Og vi har bukket og bukket. Stirret forvildede på skilte med tusindvis af kanji-tegn og ikke et eneste latinsk bogstav. Er kommet til at pege på maden med vores spisepinde, et absolut no-go. Har stået desperat i kø med krillerhoste i selskab med maskeklædte japanere på vej hjem fra arbejde.
Tokyo er fuldstændig overvældende. Kaotisk. Pinlig ren. Støj og stilhed. Vrimmel og væren.
Og ungerne. De er i den grad med. Marius er en sand helt. Han står af på sushi, men elsker tempura, sobanudler og soya. På markedet ved siden af Tsukiji smagte han på alle de mærkelige tørrede fisketing som sælgerne rakte frem mod ham med smørrede grin. Han er lige så jetlagget som os andre og derfor temmelig gnaven om morgenen, der jo i hans krop er midt om natten. Men henad eftermiddagen liver han op og er med på den værste. Lilli klarer jetlagget bedst af os alle, men hun ligger jo også bare der i klapvognen og kan sove når hun vil. Ikke at hun sover særlig meget om dagen – her er simpelthen for mange indtryk. Selv når hun sidder i bæreselen og kan putte sig væk, drejer hun hovedet af led for at få det hele med. Og japanerne er vilde med børn. Tjenere og andre gæster i restauranter spørger med øjne og arme og store smil om de må holde Lilli. Pludselig hører man over skulderen et fnisende kawaii, der betyder “nuttet”, og en eller anden medpassager i toget har fået øje på hende og filmer på det groveste. Heldigvis har hun ladet sit ellers berømte pokerfjæs blive derhjemme, eller også kan japanerne bare et eller andet. Hun smiler i hvert fald stort tilbage og nikker nådigt med sit store vesterlændings gaijin-babyhoved. “Heavy baby,” siger de. Jeps, siger vi.
I morgen har vi sidste dag her i Tokyo og tirsdag rejser vi op i bjergene til Yudanaka.
Der er mange flere billeder og ord på vej fra Tokyo, men internetforbindelsen udløber om præcis 10 minutter. Og så er der lige det der søvnunderskud der skal rettes op på. Det er snart midnat.
Afgang om 40 minutter
Pakket og klart - juhu
Det er tirsdag d. 27. april, og vi tager ud til lufthavnen om godt 40 minutter. Alt er pakket, og klapvognen er allerede ude i bilen. Farmor møder os i lufthavnen og overtager bilen mens vi er væk. Lilli sover i barnevognen for sidste gang i nogle uger, og Marius har downloadet Pelle B’s nye cd på sin Ipod. Vi glæder os! Konichiwa Nippon.
